|
Munkevejen
Munkevejen er en tematiseret cykelrute. Den kommer forbi historiske steder, der vidner om kristendommens udbredelse og dens betydning for vores kulturarv. Samtidigt nydes og formidles den unikke natur og de mange købstæder og landsbyer.
Ruten starter i Tyskland i Glückstadt, ca. 30 km nord fra Hamburg og går herfra gennem Schleswig-Holstein til Femern. På dansk side fortsætter ruten fra Rødbyhavn og slutter i Roskilde. Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv og gravsted for den danske kongefamilie. Seværdigheder formidles ved informationstavler og på hjemmesiden: munkevejen.dk. På hjemmesiden kan du finde oplysninger om seværdigheder og overnatning. Et trykt kort med beskrivelser kan købes hos Østdansk Turisme, tlf. 54 86 13 48. Kortet findes på tysk, engelsk og dansk. I Danmark er ruten skiltet med cykelrutenummer 88. Ruten er opdelt i etaper på mellem 15 og 35 km. Ved hver etapestart er et muligt at overnatte i telt på lejr- og campingpladser. Fra Roskilde kan fortsættes af cykelrutenr. 4 til København C. I Tyskland køres efter Munkevejens logo. Se ruten på www.moenchsweg.de/. Ruten forløber på et varieret forløb langs eksisterende småveje, stier og rekreative ruter gennem landskabet. Den passerer kirker, klostre, historiske ruiner, gamle helligkilder, kulturmiljøer, naturområder og andre særlige steder. Ruten binder de mange købstæder sammen på en snor. Etableringen af ruten er støttet af Vejdirektoratets Cykeltrafikpulje, Miljøministeriets Tips- og Lottomidler (Friluftsrådet), De Regionale udviklingsmidler (Region Sjælland) og kommunerne: Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Sorø, Ringsted, Lejre og Roskilde samt Østdansk Turisme. Go’ tur! |